Hiphop i eftermiddagssolen

Det er fredag eftermiddag i et af Argentinas mange slumkvarterer, og dagens lektiecafé er overstået. Børnene i Pueblo Diminuto har fået hjælp til deres (slaviske) matematik-lektier, og nogle har frivilligt forsøgt at lære lidt engelsk. Men hvad skal tiden så gå med nu?

Der er ikke umiddelbart stemning for mere undervisning, for weekenden er allerede ved at have sat sig i børnene, og koncentrationen er for længst fløjet ud af vinduet. Det er ikke en ansvarlig løsning at lade børnene løbe frit i det lidt tvivlsomme, fattige forstadskvarter…

Hér opstår idéen til hip hop i slummen. Lektiecaféen råder over en delvist fungerende boomblaster, og med en forlængerledning trukket ud gennem vinduet, lokker de spanske hip hop sange hurtigt børnene på pladsen til.

Børnene er mellem 5 og 13 år gamle, men de synes alle det er sjovt at danse med – om ikke andet så for at se på hende den spøjse, høje extranjera, udlænding, der laver underlige bevægelser.

De små hip hop koreografier bliver populære og en tilbagevendende begivenhed hver fredag, sammen med andre rekreative aktiviteter som fodbold, basket, volleyball, lege, vandkamp m.m. Næste uges aktiviteter annonceres på lektiecaféens opslagstavle, og der planlægges at lave en lille opvisning i forbindelse med klubbens fødselsdag og skoleårets afslutning.

Forhåbentligt vil der komme andre volontører, som har lyst til at lave lidt sjov og lege med børnene, der i høj grad mangler voksne, som gider tage sig tid til dem og lytte på dem.

Dansetimerne var ret simple at opstarte – de krævede blot en volontør med lidt energi til overs (i 40 graders varme) og noget musik, dvs. de var stort set omkostningsfrie.

- Cecilie

Aktivitetsrum i Guatemalas højland

De første tanker, der skød igennem os foruden en overvældelse over kendsgerningen - at vi i 3 måneder skulle bo i en lille landsby i Guatemalas højland – var den utroligt dårlige kvalitet af skoleundervisningen. Landsbyen havde i alt én klasse til de 7-13 årige, hvilket ikke var den bedste grobund for faglig udvikling. Desuden fandt vi ud af, at ungerne ikke havde noget at lave halvdelen af året pga. regntid, hvilket i fremtiden måske ville kunne føre til kriminalitet.

På den måde kom vi på idéen med aktivitetsrummet, der skulle være en blanding af et bibliotek, en fritidsklub og et mødelokale.

Skolen var en bygning med to rum, hvoraf det ene blev brugt til klasseundervisning og det andet til opbevaring. Efter en snak med landsbyens råd og en flytning af møblerne, der stod der, fik vi lov til at omdanne det til et samlingssted for især byens unge.

Ved hjælp af fundraising og en indsamling på facebook fik vi samlet 10.000 kr. ind til maling, plakater, nye møbler, bøger (faglitteratur såvel som skønlitteratur), legetøj, guitar, musikanlæg, fjernsyn og dvd med film. Desuden nedsatte vi et råd, der skulle tage vare på rummet, når vi tog af sted for at sikre bæredygtigheden, og for at tingene ikke ville komme til at forsvinde ud i landsbyhusene.

Når vi har ringet og sagt hej til vores guatemalanske familier, har vi samtidigt også lige forhørt os om, hvordan det står til med rummet. De fortæller, at det går godt, og så der bare tilbage at håbe på, at børnene og de unge fremover vil have det sjovt og måske udvikle deres fantasi og faglighed, når de leger med LEGO-klodser eller læser om Che Guevara eller kroppens anatomi.

Anders D. Lind og Alexander Stevns

Spørgsmål kan sendes til: aleka_3@hotmail.com

Cykelklub-projekt i Libanon

Cykler er et sjældent syn på vejene i Mellemøsten, og især i Libanon, hvor trafikken er et stort kaos. Nogle uger efter vores ankomst, begyndte det dog at gå op for os, at bilerne faktisk følger en række usynlige færdselsregler. Derfor vågede vi os ud på cykler i den sidste måned af vores ophold, og det med stor succes!

Forinden havde vi igangsat et projekt, der skulle starte en cykelklub i den ’lille’ flygtningelejr, Al-Jalil. Her bor der omkring 3500 palæstinensere i det omtrent 200m * 200m areal. Lejren ligger i den smukke Beqa’a Dal, cirka to timers kørsel fra hovedstaden, Beirut.

Hvad der overraskede os var, at en stor del af lejrens beboere er overvægtige. Desuden synes deres transportvaner en smule besynderlige, set med danske briller. De fleste unge drenge kører rundt på scootere og en skoledreng fortalte, at han hver dag tager bussen fra sit hjem til skolen – en tur på 200 meter. Vi fornemmede en stor mangel på fritidsaktiviteter for lejrens unge. Mange af dem hang ud hver dag på lejrens små gader eller sad på netcafé.

Derfor så vi stor mulighed i at oprette en cykelklub, der både kunne skabe flere aktiviteter uden for skoletiden og sundere og billigere transportmuligheder. Cykelklubben skal også benyttes til at arrangere ture ud af lejren, hvilket er tiltrængt for alle lejrens beboere.

Ideen til projektet var nu udformet, og næste skridt var at finde cykeludstyr og finansiering. Det skulle dog vise sig at blive den mest krævende del af projektet! Det kræver generelt en opsøgende adfærd, når man skal lave aftaler med lokale, især cykelforhandlere!! Vores projekt mødte desværre modstand fra en uventet side… En gruppe cyklende cirkusklovne fra Estland (ja, det er rigtigt!) blev kidnappet i Beqa’a Dalen. Både vores familier derhjemme og MS sendte nu bekymrede beskeder til os, men vi forsikrede dem, at vi følte os ganske sikre i landet – selv på cykel.

Projektet blev en næsten fuldbragt succes. Alt blev ordnet med alle parter; cykelforhandler, lokale frivillige fra Al-Jalil, MS osv. Men vores 3-måneders ophold var samtidig ved sin ende. Derfor fastfrøs vi pengebeløbet på omtrent 650 dollars fra MS, nedskrev en projektbeskrivelse og telefonnumre og e-mails på kontaktpersoner, således at kommende volontører kan skyde projektet hurtigt i gang.

Spørgsmål om projektet kan stilles til Christian Damgaard på:

chris_gotdamgaard@hotmail.com