Hiphop i eftermiddagssolen

Det er fredag eftermiddag i et af Argentinas mange slumkvarterer, og dagens lektiecafé er overstået. Børnene i Pueblo Diminuto har fået hjælp til deres (slaviske) matematik-lektier, og nogle har frivilligt forsøgt at lære lidt engelsk. Men hvad skal tiden så gå med nu?

Der er ikke umiddelbart stemning for mere undervisning, for weekenden er allerede ved at have sat sig i børnene, og koncentrationen er for længst fløjet ud af vinduet. Det er ikke en ansvarlig løsning at lade børnene løbe frit i det lidt tvivlsomme, fattige forstadskvarter…

Hér opstår idéen til hip hop i slummen. Lektiecaféen råder over en delvist fungerende boomblaster, og med en forlængerledning trukket ud gennem vinduet, lokker de spanske hip hop sange hurtigt børnene på pladsen til.

Børnene er mellem 5 og 13 år gamle, men de synes alle det er sjovt at danse med – om ikke andet så for at se på hende den spøjse, høje extranjera, udlænding, der laver underlige bevægelser.

De små hip hop koreografier bliver populære og en tilbagevendende begivenhed hver fredag, sammen med andre rekreative aktiviteter som fodbold, basket, volleyball, lege, vandkamp m.m. Næste uges aktiviteter annonceres på lektiecaféens opslagstavle, og der planlægges at lave en lille opvisning i forbindelse med klubbens fødselsdag og skoleårets afslutning.

Forhåbentligt vil der komme andre volontører, som har lyst til at lave lidt sjov og lege med børnene, der i høj grad mangler voksne, som gider tage sig tid til dem og lytte på dem.

Dansetimerne var ret simple at opstarte – de krævede blot en volontør med lidt energi til overs (i 40 graders varme) og noget musik, dvs. de var stort set omkostningsfrie.

- Cecilie

Aktivitetsrum i Guatemalas højland

De første tanker, der skød igennem os foruden en overvældelse over kendsgerningen - at vi i 3 måneder skulle bo i en lille landsby i Guatemalas højland – var den utroligt dårlige kvalitet af skoleundervisningen. Landsbyen havde i alt én klasse til de 7-13 årige, hvilket ikke var den bedste grobund for faglig udvikling. Desuden fandt vi ud af, at ungerne ikke havde noget at lave halvdelen af året pga. regntid, hvilket i fremtiden måske ville kunne føre til kriminalitet.

På den måde kom vi på idéen med aktivitetsrummet, der skulle være en blanding af et bibliotek, en fritidsklub og et mødelokale.

Skolen var en bygning med to rum, hvoraf det ene blev brugt til klasseundervisning og det andet til opbevaring. Efter en snak med landsbyens råd og en flytning af møblerne, der stod der, fik vi lov til at omdanne det til et samlingssted for især byens unge.

Ved hjælp af fundraising og en indsamling på facebook fik vi samlet 10.000 kr. ind til maling, plakater, nye møbler, bøger (faglitteratur såvel som skønlitteratur), legetøj, guitar, musikanlæg, fjernsyn og dvd med film. Desuden nedsatte vi et råd, der skulle tage vare på rummet, når vi tog af sted for at sikre bæredygtigheden, og for at tingene ikke ville komme til at forsvinde ud i landsbyhusene.

Når vi har ringet og sagt hej til vores guatemalanske familier, har vi samtidigt også lige forhørt os om, hvordan det står til med rummet. De fortæller, at det går godt, og så der bare tilbage at håbe på, at børnene og de unge fremover vil have det sjovt og måske udvikle deres fantasi og faglighed, når de leger med LEGO-klodser eller læser om Che Guevara eller kroppens anatomi.

Anders D. Lind og Alexander Stevns

Spørgsmål kan sendes til: aleka_3@hotmail.com

Cykelklub-projekt i Libanon

Cykler er et sjældent syn på vejene i Mellemøsten, og især i Libanon, hvor trafikken er et stort kaos. Nogle uger efter vores ankomst, begyndte det dog at gå op for os, at bilerne faktisk følger en række usynlige færdselsregler. Derfor vågede vi os ud på cykler i den sidste måned af vores ophold, og det med stor succes!

Forinden havde vi igangsat et projekt, der skulle starte en cykelklub i den ’lille’ flygtningelejr, Al-Jalil. Her bor der omkring 3500 palæstinensere i det omtrent 200m * 200m areal. Lejren ligger i den smukke Beqa’a Dal, cirka to timers kørsel fra hovedstaden, Beirut.

Hvad der overraskede os var, at en stor del af lejrens beboere er overvægtige. Desuden synes deres transportvaner en smule besynderlige, set med danske briller. De fleste unge drenge kører rundt på scootere og en skoledreng fortalte, at han hver dag tager bussen fra sit hjem til skolen – en tur på 200 meter. Vi fornemmede en stor mangel på fritidsaktiviteter for lejrens unge. Mange af dem hang ud hver dag på lejrens små gader eller sad på netcafé.

Derfor så vi stor mulighed i at oprette en cykelklub, der både kunne skabe flere aktiviteter uden for skoletiden og sundere og billigere transportmuligheder. Cykelklubben skal også benyttes til at arrangere ture ud af lejren, hvilket er tiltrængt for alle lejrens beboere.

Ideen til projektet var nu udformet, og næste skridt var at finde cykeludstyr og finansiering. Det skulle dog vise sig at blive den mest krævende del af projektet! Det kræver generelt en opsøgende adfærd, når man skal lave aftaler med lokale, især cykelforhandlere!! Vores projekt mødte desværre modstand fra en uventet side… En gruppe cyklende cirkusklovne fra Estland (ja, det er rigtigt!) blev kidnappet i Beqa’a Dalen. Både vores familier derhjemme og MS sendte nu bekymrede beskeder til os, men vi forsikrede dem, at vi følte os ganske sikre i landet – selv på cykel.

Projektet blev en næsten fuldbragt succes. Alt blev ordnet med alle parter; cykelforhandler, lokale frivillige fra Al-Jalil, MS osv. Men vores 3-måneders ophold var samtidig ved sin ende. Derfor fastfrøs vi pengebeløbet på omtrent 650 dollars fra MS, nedskrev en projektbeskrivelse og telefonnumre og e-mails på kontaktpersoner, således at kommende volontører kan skyde projektet hurtigt i gang.

Spørgsmål om projektet kan stilles til Christian Damgaard på:

chris_gotdamgaard@hotmail.com 

Oplysningsprojekt om landsbrugsstøtten

Idéen til dette projekt opstod under opholdet på Global Platform i Kenya. Vi undrede os over de kulørte dåser, der stod stablet øverst på hylderne hos den lokale købmand. Det gik op for os at disse dåser indeholdt mælkepulver, fremstillet i EU, men solgt i de kenyanske butikker. Denne erfaring åbnede vores øjne for problematikken om den europæiske landbrugsstøtte og dens indvirkning på udviklingslandene. Bonden i u-landet udkonkurreres af det billige mælkepulver, og fastholdes derved i fattigdom. På baggrund af denne uretfærdighed, besluttede vi at udforme et projekt, der kunne oplyse et udsnit af den danske befolkning om de tilstande Danmark er med til at forårsage.  Vi begyndte projektet i tiden på Global Platform, men det var først efter hjemkomsten til Danmark at projektet tog fart. Udfordringen var at finde den bedst mulige – og mest realistiske -måde at kommunikere budskabet på. Løsningen var en paneldebat på MS’ festival Fair Fælled. Til at diskutere og belyse problemet fra forskellige vinkler, medvirkede en repræsentant fra Arla og fra MS, såvel som institutlederen fra Fødevareøkonomisk Institut. Det blev en velbesøgt debat med engagerede debattører og et interesseret publikum.  

Anne og Marie

Tippy Tap

Det er ikke kun større projekter som kan være med til at gøre en forskel, men små dagsprojekter er der mindst lige så meget brug for. At bygge en Tippy Tap tager højst 1-2 dage, og er et meget enkelt projekt som kan bruges alle steder hvor der er mangel på basal hygiejne.

Vi byggede en Tippy Tap i samarbejde med nogle unge mennesker fra børnehjemmet som var mestre i at grave med en ”afrikansk udgave af en spade”. Det handler simpelthen om at finde 3 kæppe i naturen, en plastik dunk, noget snor, en sæbe og så er der brug for vand! 

Efter et par måneders brug af latrinen på børnehjemmet fandt vi stille og roligt ud af at der manglede en form for basal hygiejne. Børn og voksne vaskede sjældent hænder efter latrine besøg, så at bygge en Tippy Tap var alle tiders idé! Selve byggeprocessen er som skrevet rigtig nem at gå til og efterfølgende undervisning i hygiejne er meget nødvendigt. 

Den sværeste del af projektet er at få de lokale til at huske at vedligeholde og bruge Tippy Tap’en. Men dette mener vi kan gøres lettere ved at motivere brugerne og samtidig gøre det mere holdbart med en understøttelsesflade af cement i stedet for mudder. En god idé er at placere Tippy Tap’en tæt ved latrinen og muligvis føre rest-vandet ud til en urtehave eller lignende. 


Her kan I finde en god "bygnings-guide": 
http://www.wot.utwente.nl/publications/tippy-tap.pdf

Rebecca, Line & Charlotte. Masindi, Uganda.

Kaninprojekt

Family Spirit er et børnehjem/skole i Masindi, Uganda, bestående af ca. 200 børn, medarbejdere og lærer. Fælles for alle er mangel på god ernæring.

Vi er 3 piger, Rebecca, Line og Charlotte, som startede et kaninprojekt i oktober 2010.

Grundet inspiration fra kaninprojekt i nord-øst Uganda startede vi projektet op i samarbejde med de lokale/børnehjemmet. Kanin kød er meget proteinrigt og en forholdsvis let og billig måde at få kød på. Kaniner avler utrolig hurtigt og får mange unger pr. kuld. Det er ikke dyrt at avle kaniner, da de kun kræver vand og ”grønt”.

Vi startede med at designe 6 kaninbure efter en dansk ”model”, men som stadig var holdbar i de afrikanske omgivelser. I samarbejde med en lokal håndværker/børnehjemmet købte vi materialer og begyndte at hamre, save, måle og grave. Både børn, unge, voksne og Mzunguer var med i byggeprocessen. De 3 hun-kaniner + 2 han-kaniner fik vi foræret af en lokal dame.

Under hele processen var det meget vigtigt at både ”vi” og ”dem” skaffede bred viden om kaniner, avl og kaninføde. Dette gjorde vi ved at undersøge/læse en masse og derefter underviste vi både børn og voksne.

Den største udfordring var helt sikkert at tro på, at dette projekt kunne føres videre/blive opretholdt i fremtiden. Vi er helt sikre på, at de forstod hvad det vil sige at tage sig af kaniner og i det hele taget hvad hele ideen med projekter var, men vores største bekymringer var og er stadig om de i praksis kan finde ud af at tage sig af selve avls processen. Vi er stadig i kontakt med børnehjemmet og kaninerne har det rigtig godt. Når man laver et større projekt som dette er det en god idé, at følge op efter man er kommet tilbage til Danmark.